Et bjerg af tavshed 

Af Sarah Kamphøvener, psykolog og skuespiller 

For godt fem år siden fik jeg at vide, at den far jeg er vokset op med, ikke er min biologiske far. Det var min mor, som efter 43 år fortalte mig hendes livs største hemmelighed. 
Det har haft store konsekvenser, men jeg ville aldrig have været sandheden foruden. 

For mig var det en kæmpe befrielse, at tavsheden blev brudt. Det fik mig for alvor til at få øje på, hvor vigtigt det er, at vi tør gøre op med fortielse. Det fik mig også til at se endnu mere klart, hvor meget energi jeg som barn og ung har brugt på selv at fortie. Helt konkret fortiet et skjult synshandicap. 

Også i mit arbejde som psykolog har jeg set, hvad fortielse kan gøre ved mennesker og deres relationer. 

Dette er alt sammen noget som gav mig lyst til at lave en podcast om fortielse. 

Mit formål er at sprede budskabet om, hvilke konsekvenser det har, når tavsheden får sit greb i os. Jeg håber det vil få folk til at tænke over, hvornår de selv fortier, og være bevidste om at de selv har et valg. 

I podcasten interviewer jeg forskellige mennesker, der har haft fortielse helt tæt inde på livet, enten per-sonligt eller fagligt. Ja selv min egen mor, der efter lang betænkningstid, valgte at sige ja til at dele, hvor-dan det har været at fortie min biologiske oprindelse i 43 år. 

Jeg har valgt åbent og ærligt at dele ud af mine egne personlige erfaringer. Både de pinlige historier om, hvordan det har været at leve i en fortielse, men også dagen, hvor jeg mødte min biologiske far for første gang. Helt konkret på toppen af Himmelbjerget. 

Hvordan kan vi forstå fortielse? 

Fortielse betyder, ifølge den danske ordbog, med vilje ikke at omtale noget bestemt. 

Fortielse kan forekomme i alle vores relationer til familie, venner, kollegaer etc. Fortielse kan komme til udtryk på et utal af måder, og kan have forskellige bagvedliggende grunde. 

Det kan være tanker og oplevelser i hverdagslivet mellem venner eller kollegaer, som ikke siges højt, men måske burde komme ud i det åbne. F.eks ”det du sagde, gjorde mig ked af det” eller ”undskyld, du har noget siddende ved næsen”. 

Det kan også være fortielse af stof, som rummer langt større alvor og tyngde. 

Familiehemmelighederne kan f.eks. være mange: Morfar gik over på tyskernes side, far har været i fæng-sel, far er ikke din rigtige far, din farfar har misbrugt mig, mor er psykisk syg, far og mor drikker, ”men vi taler ikke om det”. 

At undlade at sige noget bestemt, er noget vi alle kender til i større eller mindre grad. 

Vi har alle prøvet at fortie noget, men også været den, der er blevet fortiet for. Med andre ord er fortielse alment menneskeligt. 

Du kan jo prøve at spørge dig selv: ”Hvornår har jeg selv sidst fortiet noget?” 

Nu tænker du måske som læser; ”mener hun virkelig, at vi bør sige alt højt?”. Jeg vil måske leve op til en del menneskers forestilling om psykologer, som nogen, der synes at vi bør tale alt til døde, men nej, det er ikke mit budskab. I øvrigt, er min erfaring, at vi der arbejder professionelt med at hjælpe andre men-nesker, kan være lige så berøringsangste som alle mulige andre. 

Det er jo langt fra sådan, at det i alle situationer er fordrende at bryde tavsheden, hverken for os selv eller for andre. 

Der hvor fortielse, i min optik får en skyggeside, er når det ikke-sagte får en negativ konsekvens for den enkelte og i den medmenneskelige relation. F.eks. når jeg ikke får sagt det, som jeg ved, jeg bør sige, og at det suger min energi og vanskeliggør relationen til den jeg fortier overfor. Med andre ord; når tavshed skaber afstand til den eller de jeg holder af. 

Det er dér, hvor nogle alarmklokker bør ringe, og vi måske skal gøre noget anderledes. 

Hvad gør tavshed ved mennesker? 

I mit arbejde som psykolog har jeg igennem samtaler og undervisning i konflikthåndtering oplevet igen og igen, hvordan vi mennesker er virkelig gode til at gøre det bøvlet for os selv. Helt præcist ved ikke at tale om det vi ved, men som kunne være hjælpsomt for alle parter at få ud i det åbne, selvom det er ubehageligt. 

Når små konflikter bliver store og suger vores energi, er det ofte fordi noget, ikke er blevet sagt. Vi udsky-der at sige det svære til den anden, i håbet om, at det går over eller forsvinder af sig selv. Virkeligheden er desværre bare den, at det sjældent sker. Det som f.eks. irriterer mig ved min ven eller kollega, men som jeg ikke siger højt, får måske over tid, lov til at vokse sig større og større. Ja måske indtil den dag, hvor bægeret flyder over, og det i stedet kommer ud som en eksplosion af ophobet frustration. I værste fald kan det få den konsekvens, at vi fremadrettet må opgive vores samarbejde eller venskab. 

Jeg har også set, hvordan fortielse kan medvirke til ensomhed og anden psykisk mistrivsel. F.eks. kan depression og angst ofte forstås i lyset af, at personen i mange år ikke har talt med andre om oplevelser, der har været skamfulde, måske fordi der ikke har været én man har været tryg ved at betro sig til. Disse skamfulde oplevelser kan spænde meget bredt. Lige fra mobning i folkeskoletiden, alkoholisme i fami-lien eller seksuelt misbrug. 

Samlet set er min erfaring, at vi ved at fortie, skaber afstand til os selv og dem som betyder noget for os. Vi bliver i højere grad overladt til os selv og får ofte også en oplevelse af at være forkerte. 

Sjældent en dårlig intention. 

Jeg tror, at det meget sjældent er dårlige intentioner, der ligger bag det at fortie noget. 

Det er min erfaring, at vi ofte fortier fordi vi er skamfulde eller bange for at gøre andre kede af det. Vi vil ikke risikere brud på relationen. Jeg tror på, at vi mennesker dybest set gør det bedste vi kan og har lært. Det er noget jeg, næsten dagligt, minder mig selv om, når jeg føler mig ramt af andres tavshed. 

Da jeg som barn og teenager skjulte mit synshandicap, var det min oplevelse, at jeg ikke at have et valg. Det var, sagt ligeud, en overlevelsesstrategi, og heldigvis for, at vi mennesker kan udvikle sådan nogle. Som ordet ”overlevelsesstrategi ” siger, var det for mig nødvendig at fortie for at overleve. I hvert fald på det tidspunkt i mit liv. 

Min pointe er: Vi skal være forsigtige med at dømme andre der fortier. Fortielse er en naturlig menneske-lig reaktion på at undgå følelsesmæssigt ubehag. Når det er sagt, er min holdning, at vi alle har et ansvar i forhold til at øve os i at bryde tavsheden. Gør vi ikke det, risikerer vi både at skabe afstand til os selv og dem, der betyder noget for os. 

Man kan sige: Vi gør livet til et bjerg, der både for os selv og den anden bliver uoverskueligt at bestige. Af den enkelte grund at tavshed binder energi. 

Opgør med fortielse kræver mod. 

Det kan lyde nemt, men det er det ikke. 

Én ting er sikkert: Det kræver mod at bryde tavsheden. 

Ved at tage bladet fra munden stiller vi os selv et sårbart sted. Hvordan vil den anden tage imod det vi fortæller? Der er ingen garanti for, at det bliver grebet på en nænsom og omsorgsfuld måde. I værste fald kan vi opleve en afvisning. Derfor bliver det helt afgørende at træne modet, og selve måden, hvorpå vi 

får det svære sagt. Mod kommer ikke af sig selv, men skal trænes. Det kræver vedholdende øvelse at turde bringe sig selv i spil og gøre sig selv sårbar. 

Hvad angår måden vi siger det fortiede på, så er tonelejet og kropssproget helt afgørende for, hvordan det bliver modtaget. Formår vi at tale ud fra os selv, og undgå den bebrejdende tone øger vi chancen for, at den anden lytter og har lyst til at forstå. Så er vi pludselig lang væk fra en afvisning og kommet hinan-den et skridt nærmere. 

Idet jeg selv bryder tavsheden, inspirerer jeg som menneske andre til at gøre det samme. Det er nemlig sådan, at mod smitter. Udfaldet er at vi bliver mindre alene med det vi oplever skamfuldt, og pludselig har vi besteget et bjerg af tavshed.